SalmeneKapittel 30

Ein salme. Ein song til innviinga av tempelet. Av David.
מִזְמ֡וֹר שִׁיר־חֲנֻכַּ֖ת הַבַּ֣יִת לְדָוִֽד׃ ‬
Eg vil opphøgja deg, Herre, for du drog meg opp og lét ikkje fiendane mine gleda seg over meg.
אֲרוֹמִמְךָ֣ יְ֭הוָה כִּ֣י דִלִּיתָ֑נִי וְלֹא־שִׂמַּ֖חְתָּ אֹיְבַ֣י לִֽי׃ ‬
Herre, min Gud, eg ropa til deg, og du lækte meg.
יְהוָ֥ה אֱלֹהָ֑י שִׁוַּ֥עְתִּי אֵ֝לֶ֗יךָ וַתִּרְפָּאֵֽנִי׃ ‬
Herre, du førte sjela mi opp frå dødsriket. Du gav meg liv att, så eg ikkje gjekk ned i grava.
יְֽהוָ֗ה הֶֽעֱלִ֣יתָ מִן־שְׁא֣וֹל נַפְשִׁ֑י חִ֝יִּיתַ֗נִי *מיורדי־**מִיָּֽרְדִי־בֽוֹר׃ ‬
Syng for Herren, de hans trufaste, og takk hans heilage minne!
זַמְּר֣וּ לַיהוָ֣ה חֲסִידָ֑יו וְ֝הוֹד֗וּ לְזֵ֣כֶר קָדְשֽׁוֹ׃ ‬
Om kvelden tek gråten inn, men om morgonen kjem jubel.
כִּ֤י רֶ֨גַע ׀ בְּאַפּוֹ֮ חַיִּ֢ים בִּרְצ֫וֹנ֥וֹ בָּ֭עֶרֶב יָלִ֥ין בֶּ֗כִי וְלַבֹּ֥קֶר רִנָּֽה׃ ‬
Eg sa då eg hadde det trygt: «Eg skal aldri vakla.»
וַ֭אֲנִי אָמַ֣רְתִּי בְשַׁלְוִ֑י בַּל־אֶמּ֥וֹט לְעוֹלָֽם׃ ‬
Herre, i din velvilje hadde du gjeve fjellet mitt styrke. Men då du løynde andletet ditt, vart eg redd.
יְֽהוָ֗ה בִּרְצוֹנְךָ֮ הֶעֱמַ֢דְתָּה לְֽהַרְרִ֫י עֹ֥ז הִסְתַּ֥רְתָּ פָנֶ֗יךָ הָיִ֥יתִי נִבְהָֽל׃ ‬
Til deg, Herre, ropa eg, og eg bad til Herren om nåde:
אֵלֶ֣יךָ יְהוָ֣ה אֶקְרָ֑א וְאֶל־אֲ֝דֹנָ֗י אֶתְחַנָּֽן׃ ‬
«Kva vinning er det i mitt blod, om eg går ned i grava? Kan støvet prisa deg? Kan det forkynna din truskap?
מַה־בֶּ֥צַע בְּדָמִי֮ בְּרִדְתִּ֢י אֶ֫ל־שָׁ֥חַת הֲיוֹדְךָ֥ עָפָ֑ר הֲיַגִּ֥יד אֲמִתֶּֽךָ׃ ‬
Høyr meg, Herre, ver meg nådig! Herre, ver du min hjelpar!»
שְׁמַע־יְהוָ֥ה וְחָנֵּ֑נִי יְ֝הוָה הֱ‍ֽיֵה־עֹזֵ֥ר לִֽי׃ ‬
Du vende mi klagesong til dans for meg. Du løyste syrgjekleda mine og kledde meg i glede,
הָפַ֣כְתָּ מִסְפְּדִי֮ לְמָח֢וֹל לִ֥י פִּתַּ֥חְתָּ שַׂקִּ֑י וַֽתְּאַזְּרֵ֥נִי שִׂמְחָֽה׃ ‬
så mi sjel kan lovsyngja deg og ikkje teia. Herre, min Gud, eg vil takka deg til evig tid.
לְמַ֤עַן ׀ יְזַמֶּרְךָ֣ כָ֭בוֹד וְלֹ֣א יִדֹּ֑ם יְהוָ֥ה אֱ֝לֹהַ֗י לְעוֹלָ֥ם אוֹדֶֽךָּ׃ ‬