Profetane
Dom og hånsang over utpressere i Juda
Herren forkynner ve over dem som planlegger ondskap på sine sengeleier og raner åkrer, hus og arv fra sine landsmenn Mi 2:1-2. Derfor planlegger Herren ulykke mot slekten, og på dommens dag skal det istemmes en bitter spottevise: «Vi er fullstendig ødelagt!» Arvedelen skal skiftes ut, og ingen skal kaste lodd om jordstykker i Herrens forsamling Mi 2:3-5. Folkets ledere vil hindre de sanne profetene i å tale, men Herren anklager folket for å ha reist seg som fiender, røvet kapper fra fredelige forbipasserende og drevet kvinner ut fra sine hjem Mi 2:6-10. En løgnprofet som lover vin og sterk drikk, ville passet bedre for dette folket Mi 2:11.
Mika 2,1-11
1Ve dei som tenkjer ut vondskap og planlegg vondt på sengene sine! Når morgonen gryr, set dei det i verk, for dei har makt til det.
ה֧וֹי חֹֽשְׁבֵי־אָ֛וֶן וּפֹ֥עֲלֵי רָ֖ע עַל־מִשְׁכְּבוֹתָ֑ם בְּא֤וֹר הַבֹּ֙קֶר֙ יַעֲשׂ֔וּהָ כִּ֥י יֶשׁ־לְאֵ֖ל יָדָֽם׃
2Dei trår etter åkrar og riv dei til seg, etter hus og tek dei. Dei undertrykkjer ein mann og huset hans, ein person og arven hans.
וְחָמְד֤וּ שָׂדוֹת֙ וְגָזָ֔לוּ וּבָתִּ֖ים וְנָשָׂ֑אוּ וְעָֽשְׁקוּ֙ גֶּ֣בֶר וּבֵית֔וֹ וְאִ֖ישׁ וְנַחֲלָתֽוֹ׃ פ
3Difor seier Herren: Sjå, eg tenkjer ut ulukke mot denne ætta. De skal ikkje få dra nakken ut av det, og de skal ikkje gå med hovudet høgt, for det er ei vond tid.
לָכֵ֗ן כֹּ֚ה אָמַ֣ר יְהוָ֔ה הִנְנִ֥י חֹשֵׁ֛ב עַל־הַמִּשְׁפָּחָ֥ה הַזֹּ֖את רָעָ֑ה אֲ֠שֶׁר לֹֽא־תָמִ֨ישׁוּ מִשָּׁ֜ם צַוְּארֹֽתֵיכֶ֗ם וְלֹ֤א תֵֽלְכוּ֙ רוֹמָ֔ה כִּ֛י עֵ֥ת רָעָ֖ה הִֽיא׃
4Den dagen skal dei setja fram eit spottord om dykk og stemma i ei klagesong: 'Det er ute med oss! Vi er heilt øydelagde! Han byter bort landet til folket mitt. Korleis tek han det frå meg! Til dei fråfalne deler han ut åkrane våre.'
בַּיּ֨וֹם הַה֜וּא יִשָּׂ֧א עֲלֵיכֶ֣ם מָשָׁ֗ל וְנָהָ֨ה נְהִ֤י נִֽהְיָה֙ אָמַר֙ שָׁד֣וֹד נְשַׁדֻּ֔נוּ חֵ֥לֶק עַמִּ֖י יָמִ֑יר אֵ֚יךְ יָמִ֣ישׁ לִ֔י לְשׁוֹבֵ֥ב שָׂדֵ֖ינוּ יְחַלֵּֽק׃
5Difor skal du ikkje ha nokon som kastar lodd om jordstykke i Herrens forsamling.
לָכֵן֙ לֹֽא־יִֽהְיֶ֣ה לְךָ֔ מַשְׁלִ֥יךְ חֶ֖בֶל בְּגוֹרָ֑ל בִּקְהַ֖ל יְהוָֽה׃
6«Preik ikkje!» ropar dei. «Ein skal ikkje preika om slikt. Vanære vil ikkje nå oss.»
אַל־תַּטִּ֖פוּ יַטִּיפ֑וּן לֹֽא־יַטִּ֣פוּ לָאֵ֔לֶּה לֹ֥א יִסַּ֖ג כְּלִמּֽוֹת׃
7Skal dette seiast, du Jakobs hus: Er Herrens Ande utolmodig? Er dette hans gjerningar? Gjer ikkje orda mine godt for den som vandrar rett?
הֶאָמ֣וּר בֵּֽית־יַעֲקֹ֗ב הֲקָצַר֙ ר֣וּחַ יְהוָ֔ה אִם־אֵ֖לֶּה מַעֲלָלָ֑יו הֲל֤וֹא דְבָרַי֙ יֵיטִ֔יבוּ עִ֖ם הַיָּשָׁ֥ר הוֹלֵֽךְ׃
8Men nyleg har folket mitt reist seg som ein fiende. De riv kappa av dei som går trygt forbi, frå dei som vender heim frå krigen.
וְאֶתְמ֗וּל עַמִּי֙ לְאוֹיֵ֣ב יְקוֹמֵ֔ם מִמּ֣וּל שַׂלְמָ֔ה אֶ֖דֶר תַּפְשִׁט֑וּן מֵעֹבְרִ֣ים בֶּ֔טַח שׁוּבֵ֖י מִלְחָמָֽה׃
9Kvinnene i folket mitt driv de bort frå heimane dei var så glade i. Frå småborna deira tek de bort prydnaden min for alltid.
נְשֵׁ֤י עַמִּי֙ תְּגָ֣רְשׁ֔וּן מִבֵּ֖ית תַּֽעֲנֻגֶ֑יהָ מֵעַל֙ עֹֽלָלֶ֔יהָ תִּקְח֥וּ הֲדָרִ֖י לְעוֹלָֽם׃
10Stå opp og gå! For dette er ikkje kvilestaden. På grunn av ureinskap kjem øydelegging, ei hard øydelegging.
ק֣וּמוּ וּלְכ֔וּ כִּ֥י לֹא־זֹ֖את הַמְּנוּחָ֑ה בַּעֲב֥וּר טָמְאָ֛ה תְּחַבֵּ֖ל וְחֶ֥בֶל נִמְרָֽץ׃
11Om ein mann som fer med vind og løgn, sa: «Eg vil preika for deg om vin og sterk drikk» – han ville vera profeten for dette folket!
לוּ־אִ֞ישׁ הֹלֵ֥ךְ ר֙וּחַ֙ וָשֶׁ֣קֶר כִּזֵּ֔ב אַטִּ֣ף לְךָ֔ לַיַּ֖יִן וְלַשֵּׁכָ֑ר וְהָיָ֥ה מַטִּ֖יף הָעָ֥ם הַזֶּֽה׃