JobKapittel 17

Ånda mi er øydelagd, dagane mine er slokna, grava ventar på meg.
רוּחִ֣י חֻ֭בָּלָה יָמַ֥י נִזְעָ֗כוּ קְבָרִ֥ים לִֽי׃ ‬
Sanneleg, spottarar omgjev meg, og auga mitt må dvela ved deira trassige framferd.
אִם־לֹ֣א הֲ֭תֻלִים עִמָּדִ֑י וּ֝בְהַמְּרוֹתָ֗ם תָּלַ֥ן עֵינִֽי׃ ‬
Set fram pant for meg hos deg sjølv! Kven andre vil slå hand med meg?
שִֽׂימָה־נָּ֭א עָרְבֵ֣נִי עִמָּ֑ךְ מִֽי ה֝֗וּא לְיָדִ֥י יִתָּקֵֽעַ׃ ‬
For du har stengt hjarta deira for forstand, difor skal du ikkje opphøgja dei.
כִּֽי־לִ֭בָּם צָפַ֣נְתָּ מִּשָּׂ֑כֶל עַל־כֵּ֝֗ן לֹ֣א תְרֹמֵֽם׃ ‬
Den som forråder venene sine for vinning, augo til borna hans skal tærast bort.
לְ֭חֵלֶק יַגִּ֣יד רֵעִ֑ים וְעֵינֵ֖י בָנָ֣יו תִּכְלֶֽנָה׃ ‬
Han har gjort meg til eit ordtak for folka, og eg har vorte ein dei spyttar på.
וְֽ֭הִצִּגַנִי לִמְשֹׁ֣ל עַמִּ֑ים וְתֹ֖פֶת לְפָנִ֣ים אֶֽהְיֶֽה׃ ‬
Auga mitt er svekt av sorg, og alle lemmene mine er som ein skugge.
וַתֵּ֣כַהּ מִכַּ֣עַשׂ עֵינִ֑י וִֽיצֻרַ֖י כַּצֵּ֣ל כֻּלָּֽם׃ ‬
Dei rettskafne vert forfærde over dette, og den skuldlause reiser seg mot den gudlause.
יָשֹׁ֣מּוּ יְשָׁרִ֣ים עַל־זֹ֑את וְ֝נָקִ֗י עַל־חָנֵ֥ף יִתְעֹרָֽר׃ ‬
Den rettferdige held fast ved vegen sin, og den som har reine hender, får meir styrke.
וְיֹאחֵ֣ז צַדִּ֣יק דַּרְכּ֑וֹ וּֽטֳהָר־יָ֝דַ֗יִם יֹסִ֥יף אֹֽמֶץ׃ ‬
Men kom att, alle saman, kom no! Eg finn ikkje ein vismann mellom dykk.
וְֽאוּלָ֗ם כֻּלָּ֣ם תָּ֭שֻׁבוּ וּבֹ֣אוּ נָ֑א וְלֹֽא־אֶמְצָ֖א בָכֶ֣ם חָכָֽם׃ ‬
Dagane mine er forbi, planane mine er rivne sund, hjarteynskja mine.
יָמַ֣י עָ֭בְרוּ זִמֹּתַ֣י נִתְּק֑וּ מ֖וֹרָשֵׁ֣י לְבָבִֽי׃ ‬
Dei gjer natt til dag og seier lyset er nær trass i mørkret.
לַ֭יְלָה לְי֣וֹם יָשִׂ֑ימוּ א֝֗וֹר קָר֥וֹב מִפְּנֵי־חֹֽשֶׁךְ׃ ‬
Om eg vonar på dødsriket som heimen min, og reier senga mi i mørkret,
אִם־אֲ֭קַוֶּה שְׁא֣וֹל בֵּיתִ֑י בַּ֝חֹ֗שֶׁךְ רִפַּ֥דְתִּי יְצוּעָֽי׃ ‬
om eg ropar til grava: 'Du er far min,' og til makken: 'Mi mor og mi syster,'
לַשַּׁ֣חַת קָ֭רָאתִי אָ֣בִי אָ֑תָּה אִמִּ֥י וַ֝אֲחֹתִ֗י לָֽרִמָּֽה׃ ‬
Kvar er då vona mi? Ja, vona mi – kven kan skimta henne?
וְ֭אַיֵּה אֵפ֣וֹ תִקְוָתִ֑י וְ֝תִקְוָתִ֗י מִ֣י יְשׁוּרֶֽנָּה׃ ‬
Til djupet av dødsriket stig ho ned, når vi saman søkk ned i støvet.
בַּדֵּ֣י שְׁאֹ֣ל תֵּרַ֑דְנָה אִם־יַ֖חַד עַל־עָפָ֣ר נָֽחַת׃ ס ‬