Hamans ti sønner var etterkommere av agagitten Haman, jødenes fiende i Persia. De ble drept sammen med andre fiender av jødene på den dagen som var bestemt til jødenes utslettelse, og deres lik ble hengt opp som et offentlig tegn på Guds beskyttelse av sitt folk.
12Kongen sa til dronning Ester: «I borga Susan har jødane drepe og øydelagt fem hundre menn og dei ti sønene til Haman. Kva har dei ikkje gjort i dei andre provinsane til kongen! Kva er ønsket ditt? Det skal verta gjeve deg. Kva er bøna di elles? Ho skal verta oppfylt.»
Selv om jødene hadde rett til å ta byttet fra sine fiender, inkludert Hamans sønner, la de ikke hånd på byttet - et tegn på at dette var selvforsvar, ikke grådighet.
16Dei andre jødane i kongens provinsar samla seg og verja livet sitt. Dei fekk fred frå fiendane sine og drap syttifem tusen av dei som hata dei. Men dei la ikkje hand på byttet.
13Ester svara: «Om det er til lags for kongen, lat då jødane i Susan få lov til å gjera i morgon òg det same som var påbode i dag. Og lat dei ti sønene til Haman verta hengde opp på pålane.»
24For Haman, son til Hammedata, agagitten, fienden til alle jødane, hadde lagt planar mot jødane for å øydeleggja dei. Han hadde kasta pur, det vil seia lodd, for å knusa og øydeleggja dei.
25Men då saka kom fram for kongen, gav han skriftleg ordre om at den vonde planen Haman hadde lagt mot jødane, skulle falla tilbake på hans eige hovud. Og dei hengde han og sønene hans på pålane.