HabakkukKapittel 1

Budskapet som profeten Habakkuk mottok i et syn.
Utsegna som profeten Habakkuk såg.
Hvor lenge, Herre, skal jeg rope uten at du hører? Jeg skriker til deg: «Vold!» – men du frelser ikke.
Kor lenge, Herre, skal eg ropa utan at du høyrer? Eg ropar til deg om vald, men du hjelper ikkje.
Hvorfor lar du meg se urett, hvorfor ser du på elendighet? Ødeleggelse og vold er foran meg, strid oppstår og konflikter blusser opp.
Kvifor lèt du meg sjå urett og ser på ulukke? Øydelegging og vald er framfor meg, det oppstår strid og usemje.
Derfor er loven lammet, og rettferdighet kommer aldri fram. For den ugudelige omringer den rettferdige, derfor blir retten forvrengt.
Difor mistar lova si kraft, og rettferd kjem aldri fram. For den ugudelege omringar den rettferdige, difor vert retten forvrengd.
Se blant folkeslagene og legg merke til det! Bli forundret, ja, forbauset! For jeg gjør en gjerning i deres dager som dere ikke vil tro, selv om noen forteller dere det.
Sjå ut over folkeslaga og sjå, undra dykk og ver forundra! For eg gjer eit verk i dykkar dagar som de ikkje ville trudd om nokon fortalde det.
For se, jeg reiser opp kaldeerne, det bitre og fremstormende folket, som drar over jordens vidder for å ta i eie boliger som ikke tilhører dem.
For sjå, eg reiser opp kaldearane, det bitre og hastige folket, som fer over den vide jorda for å ta bustader som ikkje høyrer dei til.
Skremmende og fryktinngytende er de. Fra dem selv utgår deres lov og deres høyhet.
Skremmande og fryktelege er dei. Deira rett og velde kjem frå dei sjølve.
Hestene deres er raskere enn leoparder og skarpere enn kveldsulver. Rytterne deres stormer fram, de kommer langveis fra og flyr som en ørn som styrter ned for å fortære.
Hestane deira er snøggare enn leopardar og kvassare enn ulvar om kvelden. Ryttarane deira sprengar fram, dei kjem langvegsfrå og flyg som ein ørn som kastar seg over byttet.
Alle kommer de for å utøve vold. Deres ansikter er vendt framover som østavinden, og de samler fanger som sand.
Alle kjem dei for å utøva vald. Andleta deira er retta framover mot aust, og dei samlar fangar som sand.
De spotter konger, og fyrster er til latter for dem. De ler av enhver festning, de dynger opp jord mot den og inntar den.
Dei spottar kongane, og fyrstane er til lått for dei. Dei ler av kvar festning, kastar opp jord og tek henne.
Da farer de forbi som vinden og drar videre – de gjør seg skyldige, de som gjør sin egen kraft til sin gud.
Så fer dei fram som vinden og dreg vidare, og dei gjer seg skuldige – dei som gjer si eiga kraft til sin gud.
Er ikke du fra gammel tid, Herre, min Gud, min Hellige – vi skal ikke dø! Herre, du har satt ham til dom, og du, vår klippe, har utpekt ham til tukt.
Er ikkje du frå gammal tid, Herre, min Gud, min Heilage? Vi skal ikkje døy. Herre, du har sett dei til dom, du, vår klippe, har grunnfesta dei til refsing.
Dine øyne er for rene til å se på ondskap, du kan ikke se på elendighet. Hvorfor ser du da på de troløse? Hvorfor tier du når den ugudelige sluker den som er mer rettferdig enn ham?
Dine auge er for reine til å sjå på det vonde, og du kan ikkje sjå på ulukke. Kvifor ser du då på dei trulause og teier når den ugudelege sluker den som er meir rettferdig enn han?
Du har gjort menneskene som fiskene i havet, som krypende skapninger uten hersker.
Du gjer menneska som fiskar i havet, som kryp og krabbel som ingen herskar over.
Han drar dem alle opp med krok, fanger dem i sitt garn og samler dem i sitt not. Derfor gleder han seg og jubler.
Han dreg dei alle opp med krok, fangar dei i garnet sitt og samlar dei i noten si. Difor frydar han seg og jublar.
Derfor ofrer han til sitt garn og brenner røkelse for sitt not, for ved dem blir hans del fet og maten hans rikelig.
Difor ofrar han til garnet sitt og brenner røykjelse for noten si, for ved dei vert hans del feit og maten hans rikeleg.
Skal han derfor stadig tømme sitt garn og uten skånsel fortsette å drepe folkeslag?
Skal han difor alltid tømma garnet sitt og utan nåde halda fram med å slå i hel folkeslag?