Gud
Himmelens og jordens Skaper
Òg kjend som: Elohim, YHWH, Jahve, Herren, Herre, Jehova, Far, Faderen, Abba
Gud er Bibelens sentrale person – den evige, allmektige Skaperen av himmel og jord. Han åpenbarer seg gjennom hele Skriften som Fader, Sønn og Hellig Ånd, og hans frelsesplan kulminerer i Jesus Kristus. Han er hellig, rettferdig, barmhjertig og trofast mot sine paktsløfter.
Nøkkelhendingar
Skapelsen av verden
Gud skapte himmelen og jorden, alt levende, og mennesket i sitt bilde på seks dager, og hvilte på den syvende dagen.
1I byrjinga skapte Gud himmelen og jorda.
בְּרֵאשִׁ֖ית בָּרָ֣א אֱלֹהִ֑ים אֵ֥ת הַשָּׁמַ֖יִם וְאֵ֥ת הָאָֽרֶץ׃
2Jorda var aud og tom, og mørker låg over djupet. Guds Ande sveva over vassflata.
וְהָאָ֗רֶץ הָיְתָ֥ה תֹ֙הוּ֙ וָבֹ֔הוּ וְחֹ֖שֶׁךְ עַל־פְּנֵ֣י תְה֑וֹם וְר֣וּחַ אֱלֹהִ֔ים מְרַחֶ֖פֶת עַל־פְּנֵ֥י הַמָּֽיִם׃
3Då sa Gud: «Lat det verta lys!» Og det vart lys.
וַיֹּ֥אמֶר אֱלֹהִ֖ים יְהִ֣י א֑וֹר וַֽיְהִי־אֽוֹר׃
26Då sa Gud: «Lat oss skapa menneske i vårt bilete, etter vår likning! Dei skal råda over fiskane i havet og fuglane under himmelen, over feet, over heile jorda og over alle krypdyr som kryp på jorda.»
וַיֹּ֣אמֶר אֱלֹהִ֔ים נַֽעֲשֶׂ֥ה אָדָ֛ם בְּצַלְמֵ֖נוּ כִּדְמוּתֵ֑נוּ וְיִרְדּוּ֩ בִדְגַ֨ת הַיָּ֜ם וּבְע֣וֹף הַשָּׁמַ֗יִם וּבַבְּהֵמָה֙ וּבְכָל־הָאָ֔רֶץ וּבְכָל־הָרֶ֖מֶשׂ הֽ͏ָרֹמֵ֥שׂ עַל־הָאָֽרֶץ׃
27Og Gud skapte mennesket i sitt bilete, i Guds bilete skapte han det, til mann og kvinne skapte han dei.
וַיִּבְרָ֨א אֱלֹהִ֤ים ׀ אֶת־הֽ͏ָאָדָם֙ בְּצַלְמ֔וֹ בְּצֶ֥לֶם אֱלֹהִ֖ים בָּרָ֣א אֹת֑וֹ זָכָ֥ר וּנְקֵבָ֖ה בָּרָ֥א אֹתָֽם׃
31Gud såg på alt det han hadde gjort, og sjå, det var overlag godt. Og det vart kveld, og det vart morgon – den sjette dagen.
וַיַּ֤רְא אֱלֹהִים֙ אֶת־כָּל־אֲשֶׁ֣ר עָשָׂ֔ה וְהִנֵּה־ט֖וֹב מְאֹ֑ד וֽ͏ַיְהִי־עֶ֥רֶב וֽ͏ַיְהִי־בֹ֖קֶר י֥וֹם הַשִּׁשִּֽׁי׃ פ
1Slik vart himmelen og jorda fullførte, med heile sin hær.
וַיְכֻלּ֛וּ הַשָּׁמַ֥יִם וְהָאָ֖רֶץ וְכָל־צְבָאָֽם׃
2På den sjuande dagen fullførte Gud arbeidet sitt som han hadde gjort, og han kvilte på den sjuande dagen frå alt arbeidet han hadde gjort.
וַיְכַ֤ל אֱלֹהִים֙ בַּיּ֣וֹם הַשְּׁבִיעִ֔י מְלַאכְתּ֖וֹ אֲשֶׁ֣ר עָשָׂ֑ה וַיִּשְׁבֹּת֙ בַּיּ֣וֹם הַשְּׁבִיעִ֔י מִכָּל־מְלַאכְתּ֖וֹ אֲשֶׁ֥ר עָשָֽׂה׃
3Gud velsigna den sjuande dagen og helga han, for på den dagen kvilte han frå alt arbeidet sitt som Gud hadde skapt og gjort.
וַיְבָ֤רֶךְ אֱלֹהִים֙ אֶת־י֣וֹם הַשְּׁבִיעִ֔י וַיְקַדֵּ֖שׁ אֹת֑וֹ כִּ֣י ב֤וֹ שָׁבַת֙ מִכָּל־מְלַאכְתּ֔וֹ אֲשֶׁר־בָּרָ֥א אֱלֹהִ֖ים לַעֲשֽׂוֹת׃ פ
7Då forma Herren Gud mennesket av støv frå jorda og bles livsande inn i nasen hans, og mennesket vart ei levande sjel.
וַיִּיצֶר֩ יְהוָ֨ה אֱלֹהִ֜ים אֶת־הָֽאָדָ֗ם עָפָר֙ מִן־הָ֣אֲדָמָ֔ה וַיִּפַּ֥ח בְּאַפָּ֖יו נִשְׁמַ֣ת חַיִּ֑ים וַֽיְהִ֥י הָֽאָדָ֖ם לְנֶ֥פֶשׁ חַיָּֽה׃
Pakten med Abraham
Gud kalte Abraham og opprettet en evig pakt med ham, der han lovet å gjøre hans ætt tallrik og gi dem Kanaans land, og at alle jordens slekter skulle velsignes gjennom ham.
1Herren sa til Abram: «Gå bort frå landet ditt, frå slekta di og frå huset til far din, til det landet eg skal visa deg.»
וַיֹּ֤אמֶר יְהוָה֙ אֶל־אַבְרָ֔ם לֶךְ־לְךָ֛ מֵאַרְצְךָ֥ וּמִמּֽוֹלַדְתְּךָ֖ וּמִבֵּ֣ית אָבִ֑יךָ אֶל־הָאָ֖רֶץ אֲשֶׁ֥ר אַרְאֶֽךָּ׃
2Eg skal gjera deg til eit stort folkeslag. Eg skal velsigna deg og gjera namnet ditt stort, og du skal vera til velsigning.
וְאֶֽעֶשְׂךָ֙ לְג֣וֹי גָּד֔וֹל וַאֲבָ֣רֶכְךָ֔ וַאֲגַדְּלָ֖ה שְׁמֶ֑ךָ וֶהְיֵ֖ה בְּרָכָֽה׃
3Eg skal velsigna dei som velsignar deg, og den som forbannar deg, skal eg forbanna. I deg skal alle slekter på jorda bli velsigna.»
וַאֲבָֽרֲכָה֙ מְבָ֣רְכֶ֔יךָ וּמְקַלֶּלְךָ֖ אָאֹ֑ר וְנִבְרְכ֣וּ בְךָ֔ כֹּ֖ל מִשְׁפְּחֹ֥ת הָאֲדָמָֽה׃
5Så førte han Abram ut og sa: «Sjå opp mot himmelen og tel stjernene, om du kan telja dei.» Og han sa til han: «Slik skal ætta di verta.»
וַיּוֹצֵ֨א אֹת֜וֹ הַח֗וּצָה וַיֹּ֙אמֶר֙ הַבֶּט־נָ֣א הַשָּׁמַ֗יְמָה וּסְפֹר֙ הַכּ֣וֹכָבִ֔ים אִם־תּוּכַ֖ל לִסְפֹּ֣ר אֹתָ֑ם וַיֹּ֣אמֶר ל֔וֹ כֹּ֥ה יִהְיֶ֖ה זַרְעֶֽךָ׃
6Abram trudde på Herren, og det vart rekna han til rettferd.
וְהֶאֱמִ֖ן בּֽ͏ַיהוָ֑ה וַיַּחְשְׁבֶ֥הָ לּ֖וֹ צְדָקָֽה׃
18Den dagen gjorde Herren ei pakt med Abram og sa: «Til ætta di har eg gjeve dette landet, frå Egyptarelva til den store elva, Eufrat:
בַּיּ֣וֹם הַה֗וּא כָּרַ֧ת יְהוָ֛ה אֶת־אַבְרָ֖ם בְּרִ֣ית לֵאמֹ֑ר לְזַרְעֲךָ֗ נָתַ֙תִּי֙ אֶת־הָאָ֣רֶץ הַזֹּ֔את מִנְּהַ֣ר מִצְרַ֔יִם עַד־הַנָּהָ֥ר הַגָּדֹ֖ל נְהַר־פְּרָֽת׃
1Då Abram var nittini år gamal, synte Herren seg for han og sa: «Eg er Gud den Allmektige. Vandre for mitt andlet og ver heilhjarta.»
וַיְהִ֣י אַבְרָ֔ם בֶּן־תִּשְׁעִ֥ים שָׁנָ֖ה וְתֵ֣שַׁע שָׁנִ֑ים וַיֵּרָ֨א יְהוָ֜ה אֶל־אַבְרָ֗ם וַיֹּ֤אמֶר אֵלָיו֙ אֲנִי־אֵ֣ל שַׁדַּ֔י הִתְהַלֵּ֥ךְ לְפָנַ֖י וֶהְיֵ֥ה תָמִֽים׃
2Eg vil setja mi pakt mellom meg og deg, og gjera deg ovleg talrik.»
וְאֶתְּנָ֥ה בְרִיתִ֖י בֵּינִ֣י וּבֵינֶ֑ךָ וְאַרְבֶּ֥ה אוֹתְךָ֖ בִּמְאֹ֥ד מְאֹֽד׃
7Eg vil oppretta mi pakt mellom meg og deg og etterkomarane dine gjennom alle slekter, ei evig pakt: Eg skal vera Gud for deg og for etterkomarane dine.
וַהֲקִמֹתִ֨י אֶת־בְּרִיתִ֜י בֵּינִ֣י וּבֵינֶ֗ךָ וּבֵ֨ין זַרְעֲךָ֧ אַחֲרֶ֛יךָ לְדֹרֹתָ֖ם לִבְרִ֣ית עוֹלָ֑ם לִהְי֤וֹת לְךָ֙ לֵֽאלֹהִ֔ים וּֽלְזַרְעֲךָ֖ אַחֲרֶֽיךָ׃
Utfrielsen fra Egypt
Gud hørte Israels rop i slaveriet og utfridde folket fra Egypt med mektige tegn og under, og førte dem gjennom Rødehavet.
7Herren sa: «Eg har sanneleg sett korleis folket mitt lid i Egypt. Eg har høyrt ropet deira på grunn av slavedrivarane, og eg kjenner smertene deira.
וַיֹּ֣אמֶר יְהוָ֔ה רָאֹ֥ה רָאִ֛יתִי אֶת־עֳנִ֥י עַמִּ֖י אֲשֶׁ֣ר בְּמִצְרָ֑יִם וְאֶת־צַעֲקָתָ֤ם שָׁמַ֙עְתִּי֙ מִפְּנֵ֣י נֹֽגְשָׂ֔יו כִּ֥י יָדַ֖עְתִּי אֶת־מַכְאֹבָֽיו׃
8Difor har eg stige ned for å fria dei ut or handa til egyptarane og føra dei opp frå det landet til eit godt og vidstrekt land, eit land som fløymer av mjølk og honning – til landet der kanaanearane, hetittane, amorittane, perisittane, hevittane og jebusittane bur.
וָאֵרֵ֞ד לְהַצִּיל֣וֹ ׀ מִיַּ֣ד מִצְרַ֗יִם וּֽלְהַעֲלֹתוֹ֮ מִן־הָאָ֣רֶץ הַהִוא֒ אֶל־אֶ֤רֶץ טוֹבָה֙ וּרְחָבָ֔ה אֶל־אֶ֛רֶץ זָבַ֥ת חָלָ֖ב וּדְבָ֑שׁ אֶל־מְק֤וֹם הַֽכְּנַעֲנִי֙ וְהַ֣חִתִּ֔י וְהָֽאֱמֹרִי֙ וְהַפְּרִזִּ֔י וְהַחִוִּ֖י וְהַיְבוּסִֽי׃
14Gud sa til Moses: «Eg er den eg er.» Og han sa: «Slik skal du seia til israelittane: 'Eg er' har sendt meg til dykk.»
וַיֹּ֤אמֶר אֱלֹהִים֙ אֶל־מֹשֶׁ֔ה אֶֽהְיֶ֖ה אֲשֶׁ֣ר אֶֽהְיֶ֑ה וַיֹּ֗אמֶר כֹּ֤ה תֹאמַר֙ לִבְנֵ֣י יִשְׂרָאֵ֔ל אֶֽהְיֶ֖ה שְׁלָחַ֥נִי אֲלֵיכֶֽם׃
21Moses rette handa ut over havet, og Herren dreiv havet attende med ein sterk austavind heile natta og gjorde havet til tørr grunn. Vatnet vart kløyvd.
וַיֵּ֨ט מֹשֶׁ֣ה אֶת־יָדוֹ֮ עַל־הַיָּם֒ וַיּ֣וֹלֶךְ יְהוָ֣ה ׀ אֶת־הַ֠יָּם בְּר֨וּחַ קָדִ֤ים עַזָּה֙ כָּל־הַלַּ֔יְלָה וַיָּ֥שֶׂם אֶת־הַיָּ֖ם לֶחָרָבָ֑ה וַיִּבָּקְע֖וּ הַמָּֽיִם׃
22Israelittane gjekk gjennom havet på tørr grunn, medan vatnet stod som ein mur på høgre og venstre sida.
וַיָּבֹ֧אוּ בְנֵֽי־יִשְׂרָאֵ֛ל בְּת֥וֹךְ הַיָּ֖ם בַּיַּבָּשָׁ֑ה וְהַמַּ֤יִם לָהֶם֙ חֹמָ֔ה מִֽימִינָ֖ם וּמִשְּׂמֹאלָֽם׃
29Men israelittane gjekk på tørr grunn gjennom havet, medan vatnet stod som ein mur på høgre og venstre sida.
וּבְנֵ֧י יִשְׂרָאֵ֛ל הָלְכ֥וּ בַיַּבָּשָׁ֖ה בְּת֣וֹךְ הַיָּ֑ם וְהַמַּ֤יִם לָהֶם֙ חֹמָ֔ה מִֽימִינָ֖ם וּמִשְּׂמֹאלָֽם
30Den dagen frelste Herren Israel frå egyptarane. Israel såg egyptarane liggja døde på stranda.
וַיּ֨וֹשַׁע יְהוָ֜ה בַּיּ֥וֹם הַה֛וּא אֶת־יִשְׂרָאֵ֖ל מִיַּ֣ד מִצְרָ֑יִם וַיַּ֤רְא יִשְׂרָאֵל֙ אֶת־מִצְרַ֔יִם מֵ֖ת עַל־שְׂפַ֥ת הַיָּֽם׃
31Då Israel såg den mektige handa Herren hadde lagt på egyptarane, frykta folket Herren. Dei trudde på Herren og på Moses, tenaren hans.
וַיַּ֨רְא יִשְׂרָאֵ֜ל אֶת־הַיָּ֣ד הַגְּדֹלָ֗ה אֲשֶׁ֨ר עָשָׂ֤ה יְהוָה֙ בְּמִצְרַ֔יִם וַיִּֽירְא֥וּ הָעָ֖ם אֶת־יְהוָ֑ה וַיּֽ͏ַאֲמִ֙ינוּ֙ בַּֽיהוָ֔ה וּבְמֹשֶׁ֖ה עַבְדּֽוֹ׃ פ
1Då song Moses og Israels born denne songen for Herren og sa:
אָ֣ז יָשִֽׁיר־מֹשֶׁה֩ וּבְנֵ֨י יִשְׂרָאֵ֜ל אֶת־הַשִּׁירָ֤ה הַזֹּאת֙ לַֽיהוָ֔ה וַיֹּאמְר֖וּ לֵאמֹ֑ר אָשִׁ֤ירָה לֽ͏ַיהוָה֙ כִּֽי־גָאֹ֣ה גָּאָ֔ה ס֥וּס וְרֹכְב֖וֹ רָמָ֥ה בַיָּֽם׃
2Herren er mi kraft og min song, han vart mi frelse. Han er min Gud, eg vil prisa han, min fars Gud, eg vil opphøgja han.
עָזִּ֤י וְזִמְרָת֙ יָ֔הּ וַֽיְהִי־לִ֖י לִֽישׁוּעָ֑ה זֶ֤ה אֵלִי֙ וְאַנְוֵ֔הוּ אֱלֹהֵ֥י אָבִ֖י וַאֲרֹמְמֶֽנְהוּ׃
Lovgivningen på Sinai
Gud åpenbarte seg på Sinai-fjellet i ild og torden og ga Moses de ti bud og loven som grunnlag for pakten med Israel.
16På den tredje dagen, då morgonen kom, var det torebrak og lyn og ei tett sky over fjellet, og ein svært sterk ljod frå eit horn. Heile folket i leiren skalv.
וַיְהִי֩ בַיּ֨וֹם הַשְּׁלִישִׁ֜י בִּֽהְיֹ֣ת הַבֹּ֗קֶר וַיְהִי֩ קֹלֹ֨ת וּבְרָקִ֜ים וְעָנָ֤ן כָּבֵד֙ עַל־הָהָ֔ר וְקֹ֥ל שֹׁפָ֖ר חָזָ֣ק מְאֹ֑ד וַיֶּחֱרַ֥ד כָּל־הָעָ֖ם אֲשֶׁ֥ר בַּֽמַּחֲנֶֽה׃
18Heile Sinaifjellet stod i røyk fordi Herren hadde stige ned på det i eld. Røyken steig opp som røyk frå ein smelteomn, og heile fjellet skalv veldig.
וְהַ֤ר סִינַי֙ עָשַׁ֣ן כֻּלּ֔וֹ מִ֠פְּנֵי אֲשֶׁ֨ר יָרַ֥ד עָלָ֛יו יְהוָ֖ה בָּאֵ֑שׁ וַיַּ֤עַל עֲשָׁנוֹ֙ כְּעֶ֣שֶׁן הַכִּבְשָׁ֔ן וַיֶּחֱרַ֥ד כָּל־הָהָ֖ר מְאֹֽד׃
20Herren steig ned på Sinaifjellet, på toppen av fjellet. Herren kalla Moses opp til toppen av fjellet, og Moses gjekk opp.
וַיֵּ֧רֶד יְהוָ֛ה עַל־הַ֥ר סִינַ֖י אֶל־רֹ֣אשׁ הָהָ֑ר וַיִּקְרָ֨א יְהוָ֧ה לְמֹשֶׁ֛ה אֶל־רֹ֥אשׁ הָהָ֖ר וַיַּ֥עַל מֹשֶֽׁה׃
1Gud tala alle desse orda og sa:
וַיְדַבֵּ֣ר אֱלֹהִ֔ים אֵ֛ת כָּל־הַדְּבָרִ֥ים הָאֵ֖לֶּה לֵאמֹֽר׃ ס
2«Eg er Herren din Gud, som førte deg ut frå Egypt, ut frå slavehuset.
אָֽנֹכִ֖י֙ יְהוָ֣ה אֱלֹהֶ֑֔יךָ אֲשֶׁ֧ר הוֹצֵאתִ֛יךָ מֵאֶ֥רֶץ מִצְרַ֖יִם מִבֵּ֣֥ית עֲבָדִ֑͏ֽים׃
3Du skal ikkje ha andre gudar framfor meg.
לֹֽ֣א יִהְיֶֽה־לְךָ֛֩ אֱלֹהִ֥֨ים אֲחֵרִ֖֜ים עַל־פָּנָֽ͏ַ֗י
4Du skal ikkje laga deg noko gudebilete eller noka avbilding av det som er oppe i himmelen, eller nede på jorda, eller i vatnet under jorda.
לֹֽ֣א תֽ͏ַעֲשֶׂ֨ה־לְךָ֥֣ פֶ֣֙סֶל֙ ׀ וְכָל־תְּמוּנָ֡֔ה אֲשֶׁ֤֣ר בַּשָּׁמַ֣֙יִם֙ ׀ מִמַּ֡֔עַל וֽ͏ַאֲשֶׁ֥ר֩ בָּאָ֖֨רֶץ מִתָּ֑͏ַ֜חַת וַאֲשֶׁ֥֣ר בַּמַּ֖֣יִם ׀ מִתַּ֥֣חַת לָאָֽ֗רֶץ
5Du skal ikkje bøya deg for dei og ikkje tena dei. For eg, Herren din Gud, er ein nidkjær Gud som let straffa for synda til fedrane koma over borna, i tredje og fjerde slektsledd, når dei hatar meg,
לֹֽא־תִשְׁתַּחְוֶ֥֣ה לָהֶ֖ם֮ וְלֹ֣א תָעָבְדֵ֑ם֒ כִּ֣י אֽ͏ָנֹכִ֞י יְהוָ֤ה אֱלֹהֶ֙יךָ֙ אֵ֣ל קַנָּ֔א פֹּ֠קֵד עֲוֺ֨ן אָבֹ֧ת עַל־בָּנִ֛ים עַל־שִׁלֵּשִׁ֥ים וְעַל־רִבֵּעִ֖ים לְשֹׂנְאָֽ֑י׃
6men viser trufast kjærleik i tusen slektsledd mot dei som elskar meg og held boda mine.
וְעֹ֥֤שֶׂה חֶ֖֙סֶד֙ לַאֲלָפִ֑֔ים לְאֹהֲבַ֖י וּלְשֹׁמְרֵ֥י מִצְוֺתָֽי׃ ס
7Du skal ikkje misbruka namnet til Herren din Gud, for Herren vil ikkje halda den skuldfri som misbrukar namnet hans.
לֹ֥א תִשָּׂ֛א אֶת־שֵֽׁם־יְהוָ֥ה אֱלֹהֶ֖יךָ לַשָּׁ֑וְא כִּ֣י לֹ֤א יְנַקֶּה֙ יְהוָ֔ה אֵ֛ת אֲשֶׁר־יִשָּׂ֥א אֶת־שְׁמ֖וֹ לַשָּֽׁוְא׃ פ
8Kom i hug sabbatsdagen og hald han heilag.
זָכ֛וֹר֩ אֶת־י֥֨וֹם הַשַׁבָּ֖֜ת לְקַדְּשֽׁ֗וֹ
12Du skal æra far din og mor di, så du får leva lenge i landet som Herren din Gud gjev deg.
כַּבֵּ֥ד אֶת־אָבִ֖יךָ וְאֶת־אִמֶּ֑ךָ לְמַ֙עַן֙ יַאֲרִכ֣וּן יָמֶ֔יךָ עַ֚ל הָאֲדָמָ֔ה אֲשֶׁר־יְהוָ֥ה אֱלֹהֶ֖יךָ נֹתֵ֥ן לָֽךְ׃ ס
13Du skal ikkje slå i hel.
לֹ֥֖א תִּֿרְצָ֖͏ֽח׃ ס
14Du skal ikkje bryta ekteskapet.
לֹ֣֖א תִּֿנְאָ֑͏ֽף׃ ס
15Du skal ikkje stela.
לֹ֣֖א תִּֿגְנֹֽ֔ב׃ ס
16Du skal ikkje vitna falskt mot nesten din.
לֹֽא־תַעֲנֶ֥ה בְרֵעֲךָ֖ עֵ֥ד שָֽׁקֶר׃ ס
17Du skal ikkje trå etter huset til nesten din. Du skal ikkje trå etter kona til nesten din, tenaren eller tenestejenta hans, oksen eller eselet hans, eller noko anna som høyrer nesten din til.»
לֹ֥א תַחְמֹ֖ד בֵּ֣ית רֵעֶ֑ךָ לֹֽא־תַחְמֹ֞ד אֵ֣שֶׁת רֵעֶ֗ךָ וְעַבְדּ֤וֹ וַאֲמָתוֹ֙ וְשׁוֹר֣וֹ וַחֲמֹר֔וֹ וְכֹ֖ל אֲשֶׁ֥ר לְרֵעֶֽךָ׃ פ
Guds løfte til David
Gud lovte kong David gjennom profeten Natan at hans trone skulle bestå til evig tid, en pakt som peker frem mot Messias.
12Når dagane dine er til ende og du kviler hos fedrane dine, vil eg reisa opp ætlingen din etter deg, ein som skal koma frå ditt eige liv, og eg vil grunnfesta kongeriket hans.
כִּ֣י ׀ יִמְלְא֣וּ יָמֶ֗יךָ וְשָֽׁכַבְתָּ֙ אֶת־אֲבֹתֶ֔יךָ וַהֲקִימֹתִ֤י אֶֽת־זַרְעֲךָ֙ אַחֲרֶ֔יךָ אֲשֶׁ֥ר יֵצֵ֖א מִמֵּעֶ֑יךָ וַהֲכִינֹתִ֖י אֶת־מַמְלַכְתּֽוֹ׃
13Han skal byggja eit hus for mitt namn, og eg vil grunnfesta trona til kongeriket hans til evig tid.
ה֥וּא יִבְנֶה־בַּ֖יִת לִשְׁמִ֑י וְכֹנַנְתִּ֛י אֶת־כִּסֵּ֥א מַמְלַכְתּ֖וֹ עַד־עוֹלָֽם׃
14Eg vil vera ein far for han, og han skal vera ein son for meg. Når han gjer urett, vil eg tukta han med menneskeris og med slag som råkar menneskeborn.
אֲנִי֙ אֶהְיֶה־לּ֣וֹ לְאָ֔ב וְה֖וּא יִהְיֶה־לִּ֣י לְבֵ֑ן אֲשֶׁר֙ בְּהַ֣עֲוֺת֔וֹ וְהֹֽכַחְתִּיו֙ בְּשֵׁ֣בֶט אֲנָשִׁ֔ים וּבְנִגְעֵ֖י בְּנֵ֥י אָדָֽם׃
16Ditt hus og ditt kongerike skal stå fast for alltid framfor deg. Trona di skal vera grunnfest til evig tid.»
וְנֶאְמַ֨ן בֵּיתְךָ֧ וּמַֽמְלַכְתְּךָ֛ עַד־עוֹלָ֖ם לְפָנֶ֑יךָ כִּֽסְאֲךָ֔ יִהְיֶ֥ה נָכ֖וֹן עַד־עוֹלָֽם׃
3For eg har sagt: Din nåde skal byggjast opp til evig tid. I himmelen har du grunnfesta din truskap.
כִּֽי־אָמַ֗רְתִּי ע֭וֹלָם חֶ֣סֶד יִבָּנֶ֑ה שָׁמַ֓יִם ׀ תָּכִ֖ן אֱמוּנָתְךָ֣ בָהֶֽם׃
4Eg har gjort ei pakt med min utvalde, eg har svore for David, tenaren min:
כָּרַ֣תִּֽי בְ֭רִית לִבְחִירִ֑י נִ֝שְׁבַּ֗עְתִּי לְדָוִ֥ד עַבְדִּֽי׃
29Til evig tid vil eg halda fast ved nåden min mot han, og pakta mi skal stå fast for han.
לְ֭עוֹלָ֗ם *אשמור־**אֶשְׁמָר־ל֣וֹ חַסְדִּ֑י וּ֝בְרִיתִ֗י נֶאֱמֶ֥נֶת לֽוֹ׃
36Éin gong har eg svore ved min heilagdom, eg vil ikkje lyga for David.
אַ֭חַת נִשְׁבַּ֣עְתִּי בְקָדְשִׁ֑י אִֽם־לְדָוִ֥ד אֲכַזֵּֽב׃
Inkarnasjon og frelse i Jesus Kristus
Gud sendte sin enbårne Sønn, Jesus Kristus, til verden for å frelse menneskene fra synd og død, og forsonte verden med seg selv gjennom korset og oppstandelsen.
16For så høgt elska Gud verda at han gav den einborne Sonen sin, så kvar den som trur på han, ikkje skal gå fortapt, men ha evig liv.
Οὕτως γὰρ ἠγάπησεν ὁ θεὸς τὸν κόσμον ὥστε τὸν ⸀υἱὸν τὸν μονογενῆ ἔδωκεν, ἵνα πᾶς ὁ πιστεύων εἰς αὐτὸν μὴ ἀπόληται ἀλλὰ ἔχῃ ζωὴν αἰώνιον.
17For Gud sende ikkje Son sin til verda for å dømma verda, men for at verda skulle bli frelst ved han.
οὐ γὰρ ἀπέστειλεν ὁ θεὸς τὸν ⸀υἱὸν εἰς τὸν κόσμον ἵνα κρίνῃ τὸν κόσμον, ἀλλʼ ἵνα σωθῇ ὁ κόσμος διʼ αὐτοῦ.
1I opphavet var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
Ἐν ἀρχῇ ἦν ὁ λόγος, καὶ ὁ λόγος ἦν πρὸς τὸν θεόν, καὶ θεὸς ἦν ὁ λόγος.
14Og Ordet vart kjøt og tok bustad mellom oss, og vi såg herlegdomen hans, ein herlegdom som den einborne har frå Far, full av nåde og sanning.
Καὶ ὁ λόγος σὰρξ ἐγένετο καὶ ἐσκήνωσεν ἐν ἡμῖν, καὶ ἐθεασάμεθα τὴν δόξαν αὐτοῦ, δόξαν ὡς μονογενοῦς παρὰ πατρός, πλήρης χάριτος καὶ ἀληθείας·
8Men Gud viser sin kjærleik til oss ved at Kristus døydde for oss medan vi endå var syndarar.
συνίστησιν δὲ τὴν ἑαυτοῦ ἀγάπην εἰς ἡμᾶς ὁ θεὸς ὅτι ἔτι ἁμαρτωλῶν ὄντων ἡμῶν Χριστὸς ὑπὲρ ἡμῶν ἀπέθανεν.
31Kva skal vi då seia til dette? Er Gud for oss, kven kan då vera mot oss?
Τί οὖν ἐροῦμεν πρὸς ταῦτα; εἰ ὁ θεὸς ὑπὲρ ἡμῶν, τίς καθʼ ἡμῶν;
32Han som ikkje sparte sin eigen Son, men gav han for oss alle – korleis skal han ikkje då òg gje oss alle ting saman med han?
ὅς γε τοῦ ἰδίου υἱοῦ οὐκ ἐφείσατο, ἀλλὰ ὑπὲρ ἡμῶν πάντων παρέδωκεν αὐτόν, πῶς οὐχὶ καὶ σὺν αὐτῷ τὰ πάντα ἡμῖν χαρίσεται;
18Men alt dette er frå Gud, som forsona oss med seg sjølv ved Kristus og gav oss forsoningstenesta.
τὰ δὲ πάντα ἐκ τοῦ θεοῦ τοῦ καταλλάξαντος ἡμᾶς ἑαυτῷ ⸀διὰ Χριστοῦ καὶ δόντος ἡμῖν τὴν διακονίαν τῆς καταλλαγῆς,
19For det var Gud som i Kristus forsona verda med seg sjølv, så han ikkje tilreknar dei misgjerningane deira, og han har betrudd oss forsoningsordet.
ὡς ὅτι θεὸς ἦν ἐν Χριστῷ κόσμον καταλλάσσων ἑαυτῷ, μὴ λογιζόμενος αὐτοῖς τὰ παραπτώματα αὐτῶν, καὶ θέμενος ἐν ἡμῖν τὸν λόγον τῆς καταλλαγῆς.
Nemnd i Bibelen (195)
1. Mosebok 5:241. Mosebok 9:11. Mosebok 9:81. Mosebok 9:271. Mosebok 17:31. Mosebok 17:191. Mosebok 17:221. Mosebok 18:271. Mosebok 19:291. Mosebok 21:121. Mosebok 28:201. Mosebok 30:171. Mosebok 30:271. Mosebok 35:91. Mosebok 35:151. Mosebok 41:161. Mosebok 41:251. Mosebok 41:391. Mosebok 48:91. Mosebok 48:111. Mosebok 50:192. Mosebok 3:112. Mosebok 3:142. Mosebok 19:192. Mosebok 20:192. Mosebok 20:213. Mosebok 24:234. Mosebok 16:154. Mosebok 21:54. Mosebok 31:16Josva 1:17Josva 9:24Domarane 3:20Domarane 6:39Domarane 8:3Domarane 9:56Domarane 11:24Domarane 16:20Rut 4:131. Samuel 2:111. Samuel 3:91. Samuel 3:181. Samuel 10:11. Samuel 10:91. Samuel 14:371. Samuel 15:171. Samuel 16:21. Samuel 16:231. Samuel 22:131. Samuel 24:51. Samuel 28:162. Samuel 3:352. Samuel 12:162. Samuel 24:102. Samuel 24:231. Kongebok 2:81. Kongebok 10:242. Kongebok 2:62. Kongebok 3:132. Kongebok 6:172. Kongebok 8:102. Kongebok 19:62. Kongebok 23:161. Krønikebok 11:21. Krønikebok 21:81. Krønikebok 21:171. Krønikebok 25:52. Krønikebok 9:232. Krønikebok 13:152. Krønikebok 35:21Job 1:5Job 1:9Job 1:22Job 2:2Job 2:4Job 34:5Job 40:3Job 42:1Salmane 16:1Salmane 35:1Salmane 74:1Salmane 86:1Jeremia 32:3Jeremia 45:2Obadja 1:1Jona 4:9Sakarja 12:8Matteus 3:3Matteus 11:25Matteus 27:46Markus 5:7Markus 10:18Markus 12:36Markus 16:19Lukas 1:26Lukas 1:46Lukas 18:19Lukas 18:43Lukas 19:8Lukas 20:42Lukas 23:46Johannes 4:21Johannes 5:17Johannes 5:19Johannes 5:21Johannes 5:22Johannes 5:26Johannes 6:29Johannes 8:28Johannes 8:40Johannes 8:42Johannes 9:29Johannes 10:25Johannes 10:32Johannes 11:41Johannes 13:1Johannes 13:3Johannes 13:31Johannes 14:6Johannes 14:8Johannes 14:9Johannes 14:10Johannes 16:3Johannes 17:1Johannes 18:11Johannes 20:18Johannes 20:21Apostelgjerningane 2:32Apostelgjerningane 2:34Apostelgjerningane 5:29Apostelgjerningane 6:11Apostelgjerningane 7:17Apostelgjerningane 7:35Apostelgjerningane 10:34Apostelgjerningane 10:38Apostelgjerningane 13:33Apostelgjerningane 26:18Romarane 2:16Romarane 4:2Romarane 4:3Romarane 4:6Romarane 5:11Romarane 10:91. Korintarane 1:11. Korintarane 1:141. Korintarane 1:301. Korintarane 3:61. Korintarane 3:231. Korintarane 11:31. Korintarane 15:572. Korintarane 5:182. Korintarane 5:192. Korintarane 5:202. Korintarane 8:162. Korintarane 13:13Galatarane 1:1Galatarane 3:6Efesarane 1:3Efesarane 2:10Efesarane 3:19Efesarane 5:20Kolossarane 1:3Kolossarane 3:1Kolossarane 3:3Kolossarane 3:17Kolossarane 4:121. Tessalonikarane 3:111. Tessalonikarane 4:142. Tessalonikarane 1:22. Tessalonikarane 1:122. Tessalonikarane 2:82. Tessalonikarane 2:161. Timoteus 1:11. Timoteus 1:21. Timoteus 2:51. Timoteus 5:212. Timoteus 1:22. Timoteus 4:12. Timoteus 4:14Titus 1:4Hebrearane 4:8Hebrearane 6:13Hebrearane 7:21Hebrearane 9:24Jakob 2:231. Peter 1:32. Peter 1:12. Peter 1:21. Johannes 1:31. Johannes 2:221. Johannes 4:151. Johannes 5:12. Johannes 1:3Judas 1:9Openberringa 1:1